Læs også:
En historie om magtmisbrug i 1600-tallets Danmark – del 1
En uges tid senere havde biskoppen kaldt fogeden op på sit kontor.
– Måske er det ingenting, men jeg synes fogeden bør undersøge Kirstine…
– Hvad er der med Kirstine? Har hun stjålet noget?
– Ikke hvad jeg ved af, men hun har været væk fra sin plads på Skovgården i seks måneder. Ingen har set hende i den tid. Pludselig dukkede hun op til gudstjenesten i sidste uge.
– Hvor bor Kirstine?
– Hun bor hos sine forældre ude ved skovsøen. Hun er kun 19 år, men hendes forældre er oppe i årene, og derfor undrer det mig, at der lige er kommet en familieforøgelse. Forstår du, hvor jeg vil hen? Den gamle kone påstår, at hun er moderen til den nyfødte.
– Du mener altså, at Kirstine har været gravid og født et barn, selv om hun ikke er gift. Jamen det må jo betyde, at hun er en hore.
– Ja, hvis mine fornemmelser holder stik. Vil du undersøge det foged? Du ved jo hvor strengt Gud ser på sex uden for ægteskabet!
– Ja straks biskop!
Fogeden indkaldte sine bysvende og red ud til skovsøen samme eftermiddag. De bankede på døren til det lille hus. Lige så snart der blev lukket op pressede de sig hurtigt ind i stuen. De nåede lige at overvære, at Kirstine gav spædbarnet i armene på sin mor. Fogeden smilede. Meget kunne tyde på, at barnet var Kirstines. Sex uden for ægteskabet var ulovligt, og straffen var hård.
– Tillykke med det nye barn!
– Tak herre foged. Hvad skylder vi æren?
Manden i huset virkede meget trygget ved situationen, ligesom resten af husets beboere.
– Vi er kommet for at udspørge Kirstine. Faktisk er det nok bedst, at vi tager hende med nu. Hun kommer hjem igen om en dag eller to.
Alle beboerne så forskrækkede ud. Fogeden vidste, at en nyfødt dårligt kan undvære sin mors mælk. Hvis hun nægtede at tage med, ville det pege på hendes skyld.
– Jamen kan i ikke bare udspørge Kirstine her? Vi kan meget dårlig undvære hendes arbejdskraft…
– Jeg har ellers hørt, at de har måttet undvære Kirstines arbejdskraft ude på Skovgården i seks måneder.
– Hun var syg.
– Hmmm. Vi er nødt til at afhøre hende alene. Det er lyst endnu, så hvis Kirstine vil følge os til et ugeneret sted ude i skoven, så kan vi ordne afhøringen der. Så kommer hun hjem om en times tid.
Familien vekslede blikke, og de nikkede til hinanden. Kirstine måtte følge efter de tre mænd ud i skoven. Efter 15 minutters gang var de nået til en lille lysning. Fogeden vendte sig mod Kirstine, der stillede sig trodsigt op med armene over kors. De to svende placerede sig, så de hurtigt kunne forhindre Kirstine i at flygte.
– Man siger, at du har født et barn Kirstine.
– Jeg ved ikke, hvem der siger det, men min mor har lige født. Som I kunne se, har mine forældre fået en efternøler.
– Ja, men din mor er gammel Kirstine. Vil du virkelig sværge på, at barnet ikke er dit?
– Ja ved Gud den almægtige! Kan jeg gå nu?
Fogeden sukkede og smilede.
– Jeg tvivler på dine ord Kirstine, men jeg har en metode, der altid afslører sandheden.
– Jamen min gode herre – jeg sværger ved alt jeg har kært. Jeg sværger ved Jesus, jeg sværger ved…
– Det behøves ikke. En kvinde der lige har født giver som bekendt mælk af sine bryster til barnet, ligesom koen giver mælk til kalven. Den slags sætter sine tydelige tegn på yveret. Patterne vokser sig store og ømme, men det ved du vel…..
– Jeg har jo sagt, at jeg ikke er mor!
Kirstine var nu tydeligvis bange. Hun stak i løb, men blev straks grebet. De to svende greb hende i hver arm og holdt fast. Hendes hjerte begyndte at banke.
– Hold nu op Kirstine. Det kan klares med et hurtigt kig, og hvis du virkelig er uskyldig, så er der ikke noget at være bange for.
Kirstine gav sig til at skrige, men den ene svend lagde en hånd for hendes mund. Fogeden tog sig god tid. Han lod sine håndflader glide i cirkler om Kirstines bryster uden på tøjet. Dernæst knappede han forsigtigt kjolen op i halsen.
– Vi skulle jo nødigt ødelægge den lille dames tøj.
De to svende fniste. Sammen fik de trukket kjolen ud over Kirstines skuldre.
– Så er det sandhedens time min kære Kirstine.
Fogeden rykkede ned ad i kjolen med et fast tag, så to fyldige bryster kom til syne. Allerede ved første øjekast var fogeden ikke i tvivl. Kirstine ammede. Brysterne var store og vorterne struttede. Alligevel kiggede han undersøgende på dem og befamlede dem med stor lyst. Svendene flækkede af grin over fogedens undersøgelse, men de slækkede ikke på grebet.
– Lad hende tale. Jeg vil høre, hvad du har og sige til dit forsvar Kirstine? Enhver kan se at du ammer!
– Vær nu sød kære foged. Jeg beder jer. Lad mig gå! Mit barn har brug for mig…
– Hvem er faderen? Du får ikke lov til at gå før jeg ved det!
– En omvandrende soldat som ikke er her mere…
– Virkelig? Er du sikker på det ikke er den gamle gårdmand ude på Skovgården, hvor du havde plads? Eller en karl derude fra? Vi har ikke set soldater her på egnen i flere år!
Fogeden kunne se, at hans gæt ikke var dårligt, men mere fik han ikke ud af hende lige nu. Han kiggede sig omkring. De var helt alene i skoven. De var tre stærke mænd og én svag lille kvinde, som havde forbrudt sig mod loven. Sådan en chance måtte ikke gå til spilde. Han gav sig til at kærtegne Kirstines bryster og brystvorter. Huden var varm og indbydende. Hans uønskede kærtegn fik Kirstine til at kæmpe voldsomt imod. Den ene svend fik et spark over skinnebenet og var lige ved at miste sit greb. Derved inkasserede Kirstine en lussing, så det sang for hendes øre. Kort efter genvandt hun mælet.
– Slip mig fri… Jeg beder jer!
– Vi har lovet at lade dig komme hjem Kirstine, men i virkeligheden burde vi trække dig med ind til byen og piske dig ved galgen på pladsen
foran rådhuset. Sådan plejer vi at gøre med kvinder, der har bedrevet hor!
– Nej! Det må i ikke! Mit barn har brug for mig… Mit barn. Lad mig gå nu. I har set hvad i ville. Dæk mig til så jeg kan komme hjem…
– Du skal nok komme hjem om lidt, men først skal vi se lidt mere.
Svendene fniste af begejstring. Kirstine kunne mærke, at den ene af dem tog hende på røven. Den anden gav sig til at kysse hendes hals, men de holdt hende stadig fast i et jerngreb. Panikken greb hende…
– Nej! Stop! Lad mig gå… Mit barn kan ikke undvære mig! Slip mig for mit barns skyld!
– Ja dit barn kommer til at savne dem her!
Fogeden knugede brysterne og pressede dem liderligt ind mod hinanden.
– Kan du lide det? Eller vi skal måske hellere se, hvad der gemmer sig hernede?
Fogeden begyndte at trække op i Kirstines skørt. Han fik fat i trusserne og trak dem ned. Hun kæmpede en brav kamp for at holde benene samlet, imens fogeden forsøgte at få en hånd ind mellem benene. Det skulle han ikke have lov til, så længe hun kunne forhindre ham i det, men hvor længe kunne det mon vare?
– Lad mig være… Lad mig nu gå!
– Hvis du har givet din krop til en omvandrende soldat, så kan du vel også give den til mig! Sådan en skøge er vel ligeglad med, hvem pikken sidder på, så længe han betaler.
Fogeden tog hende på lårene, mens han talte:
– Jeg kan give dig en bedre betaling end nogen anden Kirstine. Jeg kan garantere din frihed!
Hun vred sig og forsøgte at sparke, men vidste udmærket godt, hvad der skulle til at ske. Det gjorde svendene også. Den ene nappede hende i øret, mens den anden forventningsfuldt kyssede hendes nøgne skuldre.
– Det kan i ikke! Det må i ikke. Jeg giver ikke lov! Med Gud som mit vidne har jeg aldrig givet lov til det her… Nej!
– Læg hende på jorden svende! Og sørg for hun ikke skriger… Så længe der ingen vidner er, så kan vi gøre, som det passer os! Hun skal nok
holde kæft, så længe hun ved, hvad hun skylder os. Men vi tager os godt betalt…
De to svende trak Kirstine ned på jorden og sørgede hele tiden for, at hun ikke kunne skrige. I fællesskab trak de kjolen helt af hende, så hun kunne ligge oven på den. Kirstine kæmpede ikke længere for at komme fri, men for at dække sin nøgne krop med ben og arme. Hendes kinder blev røde ved tanken om, at tre fremmede mænd kunne se det hele. Hun mærkede overmagten. Der var hænder og arme over det hele. Hun blev hele tiden holdt fast i et jerngreb.
De tre mænd var over hende som gribbe. De grinede og morede sig. Med krævende hænder lod de intet af hendes krop være urørt. Så snart den ene havde sluppet sit greb tog den anden fat. Savlende tunger smagte på hendes hud. De nev og bed. En hånd forsøgte, at komme ned mellem benene, men det lykkedes hende stadig at holde lårene tæt sammen. Så blev et knæ presset ned mellem hendes lår. To krævende fingre fandt hendes skedeåbning og gled indenfor. Så skamfuldt. Så respektløst de behandlede hende. Med rå magt blev hendes knæ presset fra hinanden. Hendes sidste modstand var knækket.
Hendes skød var blottet og til fri afbenyttelse. Så kom den første. Hun mærkede en stiv pik, der pressede sig op i hendes underliv. Han masede på med stor iver og lyst. Hendes indre brændte. Skamfuldt lukkede hun øjnene, og håbede det snart var overstået. Deres triumferende stemmer skar sig ind i hendes bevidsthed. De talte om hende, som om hun ikke længere var til stede. Hver en centimeter af hendes krop blev debatteret. Den glatte hvide hud. Den flade mave. De bløde fyldige bryster, der gjorde ondt efter den grove behandling. Knap nok havde den første tømt sin ladning i hende før den næste tog over. Hans pik var tyndere og længere end den førstes. Længe blev han ved. Hele tiden kyssede han hendes hals og slikkede hende i ansigtet. Ånden lugtede fælt af tobak. Jo mere han pustede, jo kraftigere blev lugten. Hun troede, hun skulle kaste op. Endelig spændte han i hele kroppen, som tegn på at det var overstået. Nu var det blevet fogedens tur. Han lagde sig godt til rette mellem hendes ben og kiggede forventningsfuldt på sit bytte.
Så mærkede hun ham. Han var klart den største. I et hårdt stød mærkede Kirstine, hvordan hendes skød blev fyldt helt ud af hans manddom, der ubesværet gled op i hende. Sæden fra de to andre havde smurt hende godt. Åh hvor var han stor! Hun gispede. Kirstine var glad for, at han havde ventet til sidst. Små klynk undslap hendes læber, da han gav sig til at kneppe hende.
Nu fulgte den ultimative ydmygelse. Ikke nok med hun blev voldtaget. Nu blev hun også forrådt af sin krop. Fogedens store manddom ramte hende helt rigtigt og fik den brændende følelse til at blive til en varm følelse, der bredte sig i kroppen. Kirstines åndedræt blev tungt. Kinderne blev hede. Hvert stød sendte vellyst op i hende. Det måtte ikke ske! Skammen ville ikke være til at bære, men fogeden blev ved. Nu kom den rullende. Kirstine bed sig i læben, da en skælven forplantede sig i hendes krop og en svag stønnen undslap hendes læber. Reaktionen hos mændene var ubarmhjertig og larmende.
– Hun kan lide det! Skøgen kan lide det…
Kirstine ville ønske hun aldrig var blevet født. Pludselig trak fogeden sig ud. Sekundet efter mærkede hun en varm stråle, der ramte hendes mave og bryster. Kort efter fulgte en stråle mere.
– Okay lad hende gå! Vi har fået nok bestikkelse for denne gang.
Kirstine rullede om på siden.
– Det her bliver vores lille hemmelighed Kirstine. Til gengæld vil vi ikke fortælle nogen, at du har født. Jeg vil dog stadig vide, hvem faderen er. Du kommer nok til at høre fra mig igen!
De tre mænd forlod den nøgne kvinde i skovbunden. Hun kunne selv finde hjem.
Dagen efter holdt biskoppen og fogeden møde igen.
– Fik du undersøgt Kirstine?
– Ja grundigt. Men der var ikke noget at komme efter. Men hun ved, at vi holder skarpt øje med hende.
– Det undrer mig… Jeg var ellers ret sikker. Sagen med Kirstine har fået mig til at tænke på, at der er flere unge kvinder her i byen, som bør undersøges for den slags. Jeg synes, du bør afhøre Marine. Hun er tjenestepige ude på Bakkegården.
– Javel det skal ske straks!
Marine arbejdede og boede på bakkegården, der lå lidt uden for byen. En dag hver måned gik hun ind til byen for at sælge æg på torvet. Hun glædede sig altid til denne dag, fordi hun kunne gå og være alene med sine tanker. Det tog en lille time at gå ind til byen. På strækningen passerede hun en lille skov. Her havde hun for vane at gøre holdt og gå ind mellem træerne og bade i en lille skovsø, der lå skjult fra vejen.
Denne sommerdag var varm som altid og hendes ærinde i byen var overstået. I kjolens lomme havde hun dagens omsætning. Det var gået stærkt med at sælge æggene, og nu var hun gået ned til den lille skovsø for at få sig et forfriskende bad inden, hun skulle hjem.
Ved søbredden trak hun kjolen over hovedet. Under den bar hun en lille underkjole, som hun også trak af. Hun mærkede solens stråler på sin nøgne krop. Det var skønt. Hun gik lidt væk fra bredden for at lade vandet. Ved en lille busk satte hun sig. Det var i det øjeblik, hun følte, at hun ikke var alene. Hun kiggede rundt, men kunne ikke se nogen og slog tanken ud af hovedet. Hun havde aldrig mødt nogen hernede. I stedet gik hun ned til bredden igen. Prøvende stak hun tæerne i vandet. Det var dejlig køligt. Hun gik ud i søen til vandet nåede hende til livet og pjaskede lidt rundt. Hun var tørstig og drak en masse af søens kølige vand. Dernæst svømmede hun dovent rundt på ryggen, mens hun kiggede op i trætoppene.
Hun elskede disse stunder.
20 meter fra hende havde fogeden skjult sig bag nogle væltede træstammer. Her havde han siddet en halv times tid og ventet på Marine, som han vidste, kom her for at bade. Til hans store glæde havde hun ikke opdaget ham, og i god tro havde hun smidt tøjet på jorden. Med det samme havde han set, at hendes krop ikke bar tegn efter en fødsel, men det ødelagde ikke muligheden for at have det sjovt. Da Marine var gået hen for at tisse, satte hun sig blot 5 meter fra fogedens gemmested. Han havde kunnet se det hele. Det pirrede ham, at hun havde blottet sig for ham uden at vide det. Nu lå hun og pjaskede rundt nede i søen. Han besluttede sig for at give sig selv til kende.
– Hey Marine! Kom herind til bredden. Det er byfogeden, der vil tale med dig!
Marine fik et chok. Inde på bredden stod byfogeden og ventede på hende med hendes tøj i favnen.
– Goddag foged. Som De ser, er jeg nøgen. Vær venlig at lægge mit tøj og vend ryggen til, så jeg kan komme i tøjet uden du ser mig!
– Her er det mig der giver ordre Marine… Kom herind nu, så skal du få dit tøj! Ellers må jeg komme ud og hente dig…
Det ønskede Marine på ingen måde. I stedet svømmede hun ind mod bredden. Da hun kunne bunde, rejste hun sig op og gik det sidste stykke. Med den venstre arm dækkede hun sin barm, og med højre hånd skjulte hun sin trekantede dusk. Sådan nærmede hun sig fogeden, der smilede sjofelt. Han rakte kjolen ud mod hende. Hun takkede og forsøgte at tage den med højre hånd. Hun mærkede overrasket, at han ikke slap kjolen. Febrilsk greb hun fat med begge hænder, hvilket resulterede i, at han fik et godt udsyn til hendes kvindelige former. Det varede dog kort, så fik hun vristet kjolen fri. Hun holdt den op foran sig og tjekkede straks om dagens omsætning stadig lå i hendes lomme… De var væk!
– Jeg havde tre daler i min lomme! Hvor er de?
– Det kender jeg ikke noget til…
– Lad nu være! Der er jo ikke andre end dig, så du må have taget dem!
– Aldrig i livet! Beskylder du mig for at stjæle?
– Hold nu op. Jeg får tæsk af husbonden, hvis jeg kommer hjem uden pengene! Og jeg bliver smidt ud…
– Jeg har ikke taget dem, men jeg kan nok undvære 3 daler, hvis du giver mig noget til gengæld…
– Jamen det er mine penge, og jeg har ikke noget at give!
– Det passer ikke Marine… En smuk kvinde som dig har altid sin krop…
– Vil du gøre mig til en hore?
– Jeg vil gøre dig en tjeneste Marine. Tre daler er en høj pris! Jeg kan få det samme for 1 daler inde i byen…
– Jamen det er mine penge… Hulkede hun.
– Jeg vil ikke tvinge dig. Ellers går jeg bare igen…
Fogeden vendte sig om for at gå. Marine tog sig sammen og gav efter. Husbonden ude på Bakkegården ville være nådesløs imod hende, hvis hun kom tomhændet hjem. Så hellere et øjebliks ydmygelse.
– Okay okay! Bare du giver mig mine penge…
Fogeden nikkede og smilede forventningsfuldt. Marine smed kjolen fra sig og tog underkjolen på for at få varmen. Snøftende gik hun hen til et fyrretræ, der stod ved søbredden og lagde overkroppen ind mod stammen. Hun spredte benene, skød numsen bagud og trak underkjolen op over balderne.
– Hvad venter du på? spurgte hun stille.
Fogeden smilede tilfreds ved synet af den strittende blottede bagdel. Det pirrede ham, at hun underkastede sig. Kort efter mærkede Marine en hånd på sin balde. En anden hånd ravede hende mellem benene. Det var ikke spor rart. Hun lukkede øjnene og strammede sit greb om træstammen. Så trængte han op i hende. Hun trak vejret dybt og mærkede, hvordan han gled ind centimeter for centimeter. Hun spændte i hver en muskel, men tvang sig selv til at slappe af. Langsomt faldt han ind i en fast rytme. Han var voldsom, og det begyndte at gøre ondt. Marine så sig over skulderen med bedende øjne, men fogeden virkede beslutsom og nådesløs. Han holdt fast om hendes hofter med begge hænder og stødte så hårdt, at hans lår klaskede mod hendes balder. Hun måtte holde godt fast i træstammen for ikke at miste balancen.
– Jeg vidste, du ville komme til fornuft Marine… Stønnede han.
Fogeden lagde en hånd på hendes skulder og satte tempoet yderligere op. Hun sukkede af anstrengelse. Var han dog ikke snart færdig?
– Hvis du nogensinde mangler penge igen, så kom til mig Marine! Åh Gud hvor er du stram tøs…
Endelig kom han. Efter tre hårde dybe stød trak han sig ud og slap hende. Hun trak underkjolen på plads og klædte sig på. Fogeden havde vendt sig en halv omgang og stod nu med den halvslatne pik i hånden. Hun så forarget på ham, mens han tømte sin blære.
– Du er et svin! Sagde hun.
– Du kunne jo lide det! Her er dine tre daler… Selv om du var god, skal du ikke regne med at få så meget for det næste gang…!
Hun tog sine penge og vendte sig om og gik sin vej.
Skrevet af Anonym
Læs også:
Loading...
